Viktor og Lucas kom, så, og sejrede
25. august 2019
Efter to tætte nederlag i streg for Aars Tennisklubs young guns, tog Viktor Bror Kristensen og Lucas Krog Pedersen afsted til Aalborg for at få skuden vendt. Vejret viste sig også fra sin gode side da de to spillere gik på grus i Aalborg søndag eftermiddag. Selvom man anser sol og varme for en luksus, gav vejret drengene endnu mere modstand.

Viktor lagde stille og roligt ud med en sikker sejr på 6-3, 6-1 i sin single, mens Lucas kom lidt mere på prøve i hans single. Efter en lang kamp med tætte, gode dueller og fight, kunne Lucas også trække sig sejrrigt ud af opgøret med cifrene 6-4, 6-2. Dermed var den samlede sejr i hus, men de to unge gutter ville have det hele med fra Aalborg. Det skulle dog vise sig at være en større udfordring.

Efter de to singlekampe, skulle doublen i gang, og det var to trætte drenge der stillede til kamp. Vejret havde gjort sit for at udfordre drengene på deres udholdenhed, og nu skulle de til at spille det som skulle vise sig at blive en decideret gyser i solen. Et tæt første sæt endte 7-5 til Aalborg, hvilket satte sine mærker. Aalborg kom i hvert fald lynhurtigt på 4-0 i andet sæt og det lignede at double ville blive tabt. Kampens udvikling blev også fulgt tæt af forældrene på sidelinjen, som foreslog de udmattede drenge, at de bare kunne stoppe kampen og give sejren væk. Det forslag faldt dog slet ikke i god jord hos de to krigere.

- Er du sindssyg, vi spiller den kamp færdig, lød svaret prompte fra en tændt Viktor.

Om det var en planlagt provokation/motivation fra forældrene skal stå hen i det uvisse, men virkede det gjorde det. I ægte trodsig kriger-stil vendte Viktor og Lucas kampen, og kom tilbage og vandt sættet 7-6 med 9-7 i tiebreaken. Derfor skulle maraton-kampen afgøres i en matchtiebreak som drengene hev hjem 10-8. Dermed vandt drengene 3-0 samlet i Aalborg og Lucas kvitterede med en sejrsdans.


Kalender
Opstart indendørs
30. september 2019
Efterårsferie i uge 42
14. oktober 2019
Se hele kalenderen
Hovedsponsor
Sparnord
Team Aars Tennisklub
Vesthimmerlands Kommune










RESERVATION
PAY & PLAY BANE 6